Artikel

Sociale opfindelser – hvorfor bliver det ikke til mere?

Artiklen er skrevet af Anne Sørensen og udgivet på SUS.dk (2013)

En social innovation er en social opfindelse, der er ført ud i praksis. Det er her opfindelsen skaber værdi – socialt og måske også økonomisk. Vejen fra idé til innovation er ofte lang, og tit springer vi opfindelsesprocessen over.

Sociale opfindelser og social innovation. Alle taler om det. Alle vil det. Hvorfor bliver det så ikke til mere? Hvorfor ser vi sjældent eksempler på banebrydende nyskabelser i det sociale arbejde? Hvorfor ser vi sjældent økonomisk og organisatorisk bæredygtige sociale innovationer? Og hvorfor ser vi sjældent, at sociale innovationer udbredes og skaleres?Det spurgte min kollega Andreas Hjorth Frederiksen og jeg os selv om, da vi skrev bogen Sociale opfindelser og social innovation. Vi nåede frem til tre væsentlige grunde:

  • Vi innoverer, før vi opfinder, og lover værdi på et spinkelt vidensgrundlag.
  • Vi skjuler vores fejl, så værdifuld læring og viden går tabt.
  • Vi ender ofte med at gøre social innovation til et ’enmandsjob.’

Vi innoverer før vi opfinder
Social innovation er at sætte en social opfindelse (et banebrydende initiativ) i anvendelse og skabe social værdi i praksis. Vejen fra idé til innovation er lang. En idé kan tage mange former, når den møder virkeligheden. Men ofte glemmer vi at spørge os selv (og andre), hvordan idéen mon ser ud, når den er realiseret? Vi springer opfindelsesprocessen over. Opfindelsesprocessen handler om at eksperimentere sig frem til en detaljeret beskrivelse af, hvordan idéen skal realiseres i praksis. At opfinde svarer metaforisk set til at lave en opskrift: Hvad skal kagen indeholde, og hvordan skal den bages?

Hvad er en social opfindelse?
En social opfindelse er en ny lov, organisation, procedure eller teknologi, der gennem innovation løser eller forebygger et socialt problem eller muliggør nye sociale fremskridt. Tre eksempler på sociale opfindelser:

  • CanConnect – en simpel brugergrænseflade til Skype, som gør videotelefoni let tilgængelig for mennesker med fysiske og psykiske handicap.
  • Udviklingshæmmedes Landsforbunds babyprojekt – unge par med udviklingshæmning kan låne en intelligent babysimulator for at finde ud af, om deres drøm om at få børn er realistisk.
  • Projekt mikrolån til socialt udsatte – langtidsledige og socialt udsatte etablerer egen virksomhed.

Desuden gør vi, hvad vi kan, for at overbevise os selv og andre om, at vi har skabt værdi som lovet. Resultatet er en selvskabt nulfejlskultur, der ikke gøder jorden for banebrydende nytænkning og eksperimenter. For én ting er sikkert: Et eksperiment lykkes sjældent i første hug. I opfindelsesprocessen lover vi ikke at skabe værdi i første forsøg. I stedet lover vi, at undersøge, om vi kan skabe værdi, når vi realiserer vores idé. Og hvis det ikke lykkes efter et par forsøg, er det ikke en fejl, men derimod værdifuld læring for nye innovationer. Det eneste krav er, at vi kan forklare og formidle, hvorfor det ikke lykkes. På den måde behøver vi ikke spilde tid på at starte forfra, hver gang vi får en god idé – men kan bygge innovationer på egne og andres erfaringer.

Social innovation er ikke et énmandsjob
Hvis en idé skal hele vejen til opfindelse, innovation og skalering, kræver det mange kompetencer om bordet. Ingen er super(wo)man – så ingen besidder alle de nødvendige kompetencer på én gang. Og de færreste brænder for alle dele af processen. Nogle brænder for idéudvikling og kreative processer, andre for opfindelser og eksperimenter og andre igen for innovation, kommercialisering, organisationsudvikling og drift. Når vi ikke sørger for at give stafetten videre til nogen, der brænder for at lade initiativerne gro, går de mange gode initiativer i glemmebogen eller forbliver mindre lokale initiativer, der aldrig spredes eller skaleres. Hvis vi vil skabe social innovation, der rykker og spredes, må vi gentænke organiseringen af social innovation og være klar til at spille bolden videre, når vores egne kompetencer og interesser slipper op.

What to do?
I dag er incitamenterne til at gennemføre sociale eksperimenter og tale om sine fejl undervejs dog svære at få øje på. Fra alle sider råbes om evidens. Funding udløses ofte af et løfte om at vise effekt på slutbrugerniveau. Og en udbredt projektkultur gør det vanskeligt at tænke langsigtet, strategisk og bringe flere kompetencer i spil undervejs i processen.

Både sociale innovatører og infrastrukturorganisationer må i tale, hvis der skal skabes tid og rum til sociale opfindelsesprocesser, hvor idéer konkretiseres, før vi kaster os ud i innovation og skalering. Og ikke mindst, hvis vi skal bringe flere aktører i spil og blive bedre til at lære af, dokumentere og formidle eksperimenter, erfaringer og fejl.