Opfindelseshøjde er et begreb, der anvendes i produktinnovationen, og er et ufravigeligt krav i forbindelse med en patentering . Opfindelseshøjde er også en definitorisk forudsætning for, at man overhovedet kan tale om sociale opfindelser.

Der tales om opfindelseshøjde på to måder:
1) Absolut opfindelseshøjde: Enten er opfindelseshøjden til stede eller også er den ikke
2) Relativ opfindelseshøjde: Forskellige niveauer af opfindelseshøjde

Der findes ikke nogen veletableret og operationaliseret definition af opfindelseshøjde. Dette understreges i Økonomi- og erhvervsministeriets ”Redegørelse om patenters opfindelseshøjde”, som tager udgangspunk i en rejst kritik af forskellige landes forskellige praksis for meddelelse af patent:

Det kritiseres, at ’opfindelseshøjden’ er blevet udvandet […]. Det vil sige, at der angiveligt ikke skal særlig meget til for, at det bliver anerkendt, at der er udviklet noget nyt, som kan patenteres” 

Det vil altså sige, at der også på området for tekniske opfindelser og patentering er store uklarheder i forhold til, hvordan opfindelseshøjde skal forstås og anvendes i praksis.

Opfindelseshøjde er i patentlovgivningen defineret som noget, ”der adskiller sig væsentligt fra det, som allerede er kendt”.

I Redegørelse om patenters opfindelseshøjde formuleres endvidere: ”Kravet til opfindelseshøjde er i princippet et objektivt krav, dvs. opfindelsen må ikke være nærliggende for en fagmand på området. Der skal være et vist ’erkendelsesspring’. Imidlertid vil spørgsmålet om, hvorvidt der er den fornødne opfindelseshøjde altid bero på en konkret, sagkyndig vurdering”. I redegørelse tilkendegives, at ”Der kan i praksis ikke fastlægges en entydig definition af opfindelseshøjde, hverken nationalt eller internationalt. Opfindelseshøjde er altså ikke en objektivt målbar størrelse, men en subjektiv vurdering […]”.

Se: