Artikel

Man kan ikke altid røre ved en opfindelse

Artiklen er skrevet af Andreas Hjorth Frederiksen og er udgivet i Tidsskriftet Udvikling, 2012, nr.1.

Krisen er kommet for at blive. Ingen tvivl om det. Ikke mindst derfor bliver der nu råbt højere end nogensinde før på innovation i det offentlige. Men det kræver både mod og opfindsomhed at stikke snuden frem som social opfinder.

Hele vores samfund er afhængigt af nytænkning. Vi har et konstant behov for at indrette vores samfund mest hensigtsmæssigt i forhold til de udfordringer, vi møder, og nye problemer kommer til og kræver nye løsninger. Hele vores samfunds opbygning, funktion og udvikling er resultatet af nytænkte løsninger. Det er disse fornyende og nytænkte indsatser, som vi kalder sociale opfindelser. Opfindelser, som ikke patenteres, fordi der ikke skal tjenes penge på dem. Opfindelser, som ikke nødvendigvis er en ting, men kan være en tænkemåde.

Hvad er sociale opfindelser?
Sociale opfindelser er banebrydende initiativer, der ændrer måderne, hvorpå mennesker relaterer sig til sig selv og hinanden. En social opfindelse løser eller forebygger et socialt problem – eller muliggør nye sociale fremskridt.

En ny lov kan – hvis den er banebrydende – være en social opfindelse: Det kunne fx være § 68 i Bistandsloven fra 1976, som muliggjorde bofællesskaber for mennesker med handicap og pegede frem mod helt nye måder at give mennesker med handicap et godt liv. Og den første folkehøjskole i 1844 var uden tvivl en verdensnyhed for så vidt måden at organisere uddannelse. Og går man længere tilbage i tiden er folkeskolen, bibliotekerne og børnehaven eksempler på sociale opfindelser af den mere markante slags.

I arbejdet med mennesker med udviklingshæmning finder vi også sociale opfindelser. Fx er piktogrammer en opfindelse, som bruges verden over. Man kunne også fremhæve teknologier som danske Herbor.dk og CanConnect, der er en simpel brugergrænseflade til Skype, som gør videotelefoni let og tilgængelig for mennesker med såvel fysiske som psykiske handicap. Gode eksempler er også Udviklingshæmmedes Landsforbund ferierejser, som i daglig tale kaldes ’pædagogfri ferie’ og deres babyprojekt, hvor unge par kan låne en intelligent babysimulator for at finde ud af om deres drømme om at få børn er realistiske.

Alle kan få ideerne
Enhver social opfindelse starter med en kreativ proces. Og alle kan bidrage! Hjerneforskningen har nemlig vist os, at menneskehjernen for omtrent 150.000 år siden gennemgik en forandring, der i løbet af de følgende 50.000 år skulle medføre en funktionel evne til såkaldt “konceptuel integration”.

Den hjernefunktion, som udvikledes, er i meget høj grad det, som adskiller mennesket fra andre dyrearter, nemlig evnen til at sammensætte input, at ’blende’. Blending vil sige, at elementer fra forskellige input projiceres og samles i en ny helhed, et blend. Denne evne bruger alle mennesker konstant, eftersom det er den måde, vi hjernemæssigt behandler alt, hvad vi oplever, sanser og føler.

Kreativitet er – vil hjerneforskningen sige – bare overraskende blends. Og idéer opstår derfor aldrig ud af ingenting. Alt nyt er således blot sammensætning af to eller flere eksisterende elementer på en ny måde.

Pointen er ikke, at idéer, idéudvikling og kreativitet skal undervurderes, eller at de ikke er vigtige elementer i opfindelsesprocesser. Men idéudvikling og kreativitet trænger til at blive afmystificeret: Alle kan tænke kreativt og alle kan få gode – endda geniale – idéer, hvis de hjælpes på vej. Det svære er at gøre idéerne til virkelighed.

Hvor er fronten?
Sociale opfindelser fører til nye sociale opfindelser. Nye kombinationer af kendte løsninger og problemer skaber nye veje at gå, når vi skal skabe fremtidens samfund og fremtidens sociale opfindelser.

Opfindsomheden har de fleste af os. Og vi går ofte rundt og gemmer på de gode ideer. Fordi vi ikke har tiden, modet, overskuddet eller opbakningen til at realisere dem.

Frontmedarbejderne ligger inde med værdifuld viden og information, fordi de er tættest på de mennesker, som de offentlige indsatser skal hjælpe. Og de har uden tvivl kompetente ideer og forslag til, hvordan disse indsatser kan forbedres. Og blandt disse forslag er der uden tvivl også bud på radikale forandringer til det bedre – i både kvalitet og ressourceoptimering.

Frontpersonalet og deres decentrale ledere har oftest ønsker om øget plads til faglighed, kvalitetsforbedringer over for borgerne og bedre arbejdsforhold, hvilket bliver deres udgangspunkt for innovation. I forvaltningerne og på det politiske niveau opfattes det alt sammen noget, der koster. Derfor er der en modstand op ad i den offentlige organisation. Frontpersonalet har derfor behov for stærke og innovationsparate ledere.

Innovation kræver, at vi lærer af vores fejl. Men også at vi begår fejl. Skal frontmedarbejderes idéer realiseres, kræver det risikovillige mellemledere, der er forandringsparate og støtte ideerne opad i systemet. Også når det går galt. Ellers kommer ideerne aldrig frem.